sulten! - Astrophilius

Klokken var lidt over otte, og Fillip var næsten lige kommet ind. Han havde stået det meste af aftenen og kigget på hypogrifferne nede i deres indhegning. Han havde haft lidt kød med til dem, og havde fået en stor gyldenrun en til at spise det. Han havde været så optaget af de smukke dyr, at han helt havde glemt tiden og var kommet for sent til aftensmaden. Da han var for sulten til at koncentrer sig om lektier, havde han besluttet sig for at gå ned i køkkenet og finde noget mad. Så nu var han her, omgivet af husalfar. Nogle af dem var i gang med at rydde op efter aftensmåltidet, og et par stykker var ved at finde mad frem til ham.

Aster sad alene inde i Hufflepuffs opholdsstue, alle de andre var enten nede i biblioteket, ude i gården eller også rumsterede de rund på gangene og hyggesnakkede, som Hufflepuffere nu gør. Men ikke Aster. Aster kunne godt lide at side i den ene varme solskinsstribe der strålede ind gennem vinduet, men den blev koldere og koldere for hvert minut. Klokken var også mange, og han tænkte på at gå ind i køkkenet og finde sig noget mere mad. Han foldede tæppet han havde på væk og tjekkede at tryllestaven var i bukselommen. Han luskede ud af opholdsstuen og gik hen til køkkenet, og rundt om hjørnet skuede han en ukendt rødhåret dreng, cirka samme alder, ukendt kollegie. Han trådte ind i køkkenet og hilste på husalferne der kendte ham godt.

"Øh, hej." sagde Aster smilende. "Sjældent at se andre luske rundt i køkkenet på denne tid på aftenen." Han sørgede for ikke at stå i vejen for husalferne.

Filip så overraskede hen på den fremede dreng der kom ind i køkkenet, så sendte han ham et stort smil, "hey! ja, jeg glemte at spise aftensmad" fortalte han med et svagt grin, "hvad med dig, har du også misset aftensmaden, eller?" spurgte han.

Aster gik længere hen mod den rødhårede, stillede sig ved en af vaskene og begyndte at vaske tallerkener op. Hvis han alligevel skulle bruge tid i køkkenet, kunne han vel ligeså godt hjælpe til. Og tallerkener var det nemmeste.

"Nej, efter-aftensmadssnack." sagde han kækt. "Hvorfor missede du aftensmaden?" spurgte han så, så vant til opvask at han kunne kigge Filip i øjnene samtidigt.

"oh, jeg glemte tiden" svarede han, "jeg stod ude og kiggede på hypogrifferne" sagde han og så et øjeblik drømmende ud i luften, "har du set dem endnu?" spurgte han så den anden dreng. Han overvejede kort også at begynde at hjælpe til i køkkenet, men besluttede sig så for at lade være. I stedet gav han sig til at spise den mad husalferne havde fundet til ham.

"Ja, jeg har skam set dem, jeg har haft magiske dyrs pasning og pleje i alle mine seks år på Hogwarts. De er ret fantastiske er de ikke?" sagde han. "Oh. Jeg hedder Astrophilius forresten, men bare kald mig Aster."

"Hyggeligt at møde dig Aster, det er da et lidt specielt navn?" sagde han og sendte ham et smil, "Jeg hedder Filip, og ja det er de" sagde han, "jeg tror de er nogen af de smukkeste dyr jeg har set" fortsatte han, "hvad jeg ikke ville give for at have sådan en".

Aster stillede opvasken fra sig da de næsten var færdige, alt gik meget hurtigere med et par sving med en tryllestav og en besværgelse, men han kunne nu godt lide at gøre det på mugglermåden.
"Det er da helt normalt?" sagde Aster lidt forvirret. Var han mugglerfødt? "Men ja, det kunne være fantastisk." sagde Aster og grinte.

Filip grinte, "ja, det ville det virkelig" sagde han, "og man ville kunne flyve på den, lige når man ville" sagde han og stirrede drømmende frem for sig, "prøv at forestille dig det, det må være en fantastisk oplevelse!"

Aster gik hen til køleskabet og fandt sig noget at spise. "Ja, det må være utroligt! Mon man kan finde ud af noget?"

Filip grinte og betragtede ham lidt, "hvad tænker du, finde et billigt sted at købe dem, eller?" spurgte han nysgerrigt.

Aster grinte højt. "Jeg tror sgu ikke at man kan finde nogle steder der sælger hypogriffer, for at være hudløst ærlig." sagde han. Han satte sig overfor Aster og spiste sin mad. Den var næsten ligeså hurtigt væk som den var fundet. "Hvilket år er du på?" spurgte han.

Han sukkede tungt, "nej, det er der nok ikke" sagde han en anelse opgivende, "det ville jo ellers være at fortrække frem for at stjæle dem" fortsatte han med et grin. "jeg er på 6. år, dig?"